Anmeldelse af Teater Hund: Hvorfor ikke - rejsen til det underste land

Man går aldrig forgæves i teatret med Teater Hund. Kendetegnende for Teater Hunds forestillinger er deres begejstrede fortælleglæde pakket ind i en nysgerrig, legende tilgang med skæv musik, en karakteristisk, kropslig koreografi og en oftest farverig, enkel og virkningsfuld scenografi. Alt sammen uden at blive karikeret børneagtigt som i en overgearet Cartoon Network tegnefilm. Teater Hund taler aldrig ned til deres publikum. Snarere tværtimod. Og heldigvis for dét. De stiller store åbne, filosofiske spørgsmål til og om livet alt imens de danser hip hop, leger agenter, inviterer børn med op på scenen for at dekorere den med blomster, deler pebernødder ud og klæder sig ud som rotter, som tilfældet er i deres seneste forestilling.
Teater Hund beviser, at filosofi både kan være kropslig, legende og i børnehøjde.

Pressefoto fra Teater Hunds forestilling 'Hvorfor ikke - rejsen til det underste land'

Deres nyeste forestilling ’Hvorfor ikke - rejsen til det underste land’ er faktisk slet ikke ny, men en genopsætning af deres allerførste forestilling fra 2003. Den handler om tid, om skytsengle og rotter, og om at lede efter ’det underste land’. Drengen Erik har nogle meget fortravlede forældre, der skal på tidskursus i alt det de skal nå. Han skal derfor passes hos onklerne Åge og Ib, som forældrene ynder at kalde ’rotter’. De overbeskyttende onkler, Åge og Ib, har al den tid forældrene ikke har. Og tid til en lur skal der også være.

Erik er en glad nysgerrig dreng, der både spørger forældrene og onklerne om de ved, hvor Det underste land ligger. Men det er der ikke rigtig nogle, der ved, andre end ’ålen’, der dukker op i Eriks drømme og fortæller ham, at hans bedste ven bor i Det underste land. Og Erik vil naturligvis rigtig gerne finde sin bedste ven. Ålen dukker også op hos Åge og Ib, mens de sover middagslur og lokker Erik med til Det underste land. Her er temmelig kedeligt ind til Eriks skytsengel dukker op og gør Erik opmærksom på, at ’hvis man ikke prøver, så sker der aldrig noget’. Herefter sker der ting og sager, både i Det underste land, hos de forsigtige onkler og de fortravlede forældre.

Det er en skøn forestilling med nogle ’klassiske Teater Hund budskaber’ om at huske at give sig tid til at have det sjovt, ikke tage det hele så alvorligt og at det er vigtigt at være sin egen bedste ven og lytte til sig selv. Der er – som altid - knald på musikken undervejs og her flere dage efter at have set forestillingen, kan jeg stadig genkalde mig forestillingens afslutningsnummer og den løsslupne dans, som min datter og jeg endte med at ’overtage’ og danse på vej hjem fra teatret. Teater Hund har det med at gå i blodet...

Skal der snige sig et enkelt forbehold ind, er holdet bag måske en tand for ambitiøse med deres mange sceneskift på de 50 minutter. På den ene side formår holdet at integrere sceneskiftene og den enkle, mobile scenografi som en del af forestillingen, på den anden side bliver sceneskiftet en smule langstrakt, da Erik finder vej til det underste land. Men lad gå, det var ikke generende for helhedsindtrykket, der igen igen bliver til et stort rungende superbjæf herfra til Teater Hund.

Du kan se forestillingen på Anemone Teatret frem til d. 20. november.
Bestil billetter HER.