Inspirerende leg: Fra legeplads til litterære klassikere

Note: Dette er et gæste-blogindlæg fra Kristian Goldermann Andersen, pædagog og master i børne- og ungekultur fra SDU

Gullivers Park

I kender sikkert klassikeren Gullivers Rejser? Det gør jeg, og nu lidt bedre. Ikke kun i tanken eller i fantasien, men nu tillige gennem legende udfoldelse og kropslige indtryk. Jeg har nemlig været der. Jeg har set ham. Jeg har kravlet på ham og undersøgt ham. Han er ret stor.


I sommers var jeg med min familie i Valencia. I et gammelt indtørret flodlejde, der omkranser byen og fungerer som rekreativt område, stødte vi på Gullivers Park, der er en legeplads udformet som Gulliver. Her møder man Gulliver i sekvensen, hvor han er skyllet op på stranden. Han ligger på ryggen, har tabt sin hat, sit sværd og sin ene sko. Han er bundet med reb. Rigtige reb. Reb der er banket i jorden og som man kan kravle i. Hvad gør det os til? Hvem er vi som aktive beskuere eller, måske nærmere betegnet, som beundrere? Lilliputterne.


Oplevelsen i Gullivers park var som besøg på legepladser ofte kan være, præget af et hyggeligt uformelt samvær og med en følelse af trivsel og tilfredshed. Men ved denne legeplads var der ekstra inspiration at hente. Alene ideen var bemærkelsesværdig. Her blev fiktion gjort til virkelighed i en kropslig forstand. Samtidig var udformningen af legepladsen imponerende og flot i sig selv. Ikke bare set som et arkitektonisk seværdigt værk, men lige så meget som en innovativ udgave af en legeplads, der skal kunne noget bestemt, drage én og inspirere til leg.


En detaljerig sekvens fra fortællingen om Gullivers Rejser var her fastfrosset, gjort tilgængelig og krævede en nærmere undersøgelse af både børn og, i dette tilfælde, deres forældre. Bl.a. var Gullivers hår og bælte rutsjebaner, en støvle og ærmer gemmesteder og arme og ben forskellige trapper. Maven var til at trampe på og næsen et klatrestativ. Man var virkelig en Lilliput, der havde overrumplet kæmpen og som nu havde mulighed for at gå på opdagelse i det enorme ukendte.


Mit møde med legepladsen og min benovelse satte tankerne i gang. Jeg vidste jo nok, hvem Gulliver var - at han var kendt fra litteratur og film. Men hvad var det lige, der var med ham? Hvad var det nu fortællingen handlede om, og hvad havde Gulliver egentlig gang i? Hjemme gik turen videre til det lokale bibliotek, og Gulliver, ja jeg ved nu mere præcist, at han var en travl og hårdt prøvet herre, der oplevede de mest fantastiske verdener. Fortællingen var dragende, ligesom legepladsen var det.
Gullivers Rejser er jo en klassiker, og de kan åbenbart noget de klassikere.


Oplevelsen i Gullivers Park var en øjenåbner og en katalysator for en i gangværende ”opdagelsesrejse”. En slags fortsættelse af Gullivers Rejser. Efter at have læst Gullivers Rejser og Robinson Crusoe ligger der nu 2 læsevenlige klassikere klar til højtlæsning med mine 2 sønner på 6 og 8 - Oliver Twist og Moby Dick (mon Robinson Crusoes hytte findes derude et sted som legeplads?).


Hvis dannelse ligger i kendskabet til litterære klassikere, er det helt sikkert dannelse, jeg har gang i. I denne forbindelse er det bare værd at bemærke, at en kropslig legende oplevelse ligger forud for dannelsen. Leg kan i det hele taget siges at være en bærende foretagsomhed i flere facetter af min oplevelse som den tog sig ud og til stadighed foregår. Legen lå i aktiviteterne mig og mine børn imellem i Gullivers Park. Den ligger i mine refleksioner over ideen, kreativiteten og meningen med Gullivers Park. Min nysgerrighed blev vækket, og jeg har, så at sige, leget med tanken. Og legen ligger i min nyvundne interesse for klassikerne og i fællesskabet jeg herigennem har med mine børn - Hvilke klassikere er der egentlig og holder de stadig? Bider drenge på? Forundres de og stiller de spørgsmål? Udleves og leges klassikernes handlinger og personer af mine drenge, der dermed holder liv i fortællingerne?


Jeg ser min oplevelse som et eksempel på, at fiktion og virkelighed, krop og litteratur kan spille sammen til et samlet hele båret af leg og med rum for både børns og voksnes kultur. For mig giver det mening, fordi oplevelsen får betydning. Ikke bare i en følelsesmæssig forstand, men også som noget konkret handlingsorienteret i en kulturel verden. Vi har, som fremhævet, at gøre med en øjenåbner med legen som fortegn.

Kristian Goldermann Andersen
(alle rettigheder til fotos: Kristian Goldermann Andersen)


Se og læs mere om Legepladsen på den inspirerende blog om legepladser, Playscapes HER

Kan man gi' én ingenting?

Her på bloggen er det et stort ønske at sprede det gode budskab om legens værdi og det ønske deles bl.a. med Legeskab, der både er en online legetøjsforretning, men også meget mere end dét. Legeskab laver bl.a. interviews med inspirerende voksne om legens værdi for både børn og voksne. Få en oversigt over artiklerne HER.

I anledningen af den globale Buy Nothing day, bringer Legefakultetet derfor Legeskabs pressemeddelelse:

Kan man gi’ én ingenting?

”Nu skal du pakke MIN gave op, sagde Oskar.
Carl Emil pakkede Oskars gave op. Da han havde taget låget af, stod han lidt og kikkede ned i kassen.
Du har vist glemt at putte gaven i, sagde han. Jeg synes ikke, jeg kan se noget nede i kassen?
Ha, sagde Oskar og så meget lykkelig ud. Der ER skam noget i kassen.
Jeg synes nu ikke, jeg kan se noget dernede, sagde Carl Emil.
Det er fordi gaven er usynlig, råbte Oskar og lignede den lykkeligste dreng i verden. Det er et usynligt æble.
NOOOJ, sagde lille Virgil og stirrede ned i kassen. Han var helt grøn i hovedet af misundelse.
Kan et usynligt æble spises? Spurgte Carl Emil.
Selvfølgelig, sagde Oskar. Men jeg ved ikke, hvordan det smager”.

Uddrag fra Lille Virgil af Ole Lund Kirkegaard, s. 35, 1967

I Legeskab tror vi på, at en nedtur for økonomien kan være en optur for fantasien. Den er en gave, vi alle har lige ved hånden. Vi skal bare huske at lade den folde sig ud.
På lørdag er det den årlige buy nothing day. Det er en smuk anledning til at stoppe op og skabe rum for refleksion. Hvis vi betragter den økonomiske krise gennem mulighedsbriller, bliver danskernes begrænsede købeglæde en gave til kreativiteten. Den lærer os at tænke nyt og lade andre rigdomme folde sig ud. Som for eksempel fantasien og kreativiteten.

Legeskab vil først og fremmest skabe leg og opmærksomhed omkring legens værdier. For det er i legen, vi lærer, hvem vi er, og hvad vi kan. Derfor er Legeskab både en legebevægelse og en butik. For os er legen ikke kun forbundet med legetøj – den er oftest et produkt af både kreativitet og fantasi.

Derfor vil vi opfordre dig til at gøre som Oskar i Lille Virgil, næste gang du skal gi’ en gave: Gi’ en ingenting! Pak fantasien ind i din smukkeste kasse og lad modtageren selv give pakken indhold. For en pakke med ingenting kan indeholde alting.

Vi ønsker dig en kreativ dag – rig på muligheder og fuld af fantasi.

Legeskab er skabende leg. Den leg, børn skaber og den leg, der skaber børn.
Legeskab er videnskab, der inspirerer børn og voksne til at lege og lære af lyst.
Legeskab er legetøj, der får børn til at synge og gynge, sanse og danse.

Kontakt en legeambassadør og hør mere om bevægelsen for meget mere leg:
www.legeskab.dk
Tlf. 70 70 20 35
info@legeskab.dk

Anmeldelse af Teater Hund: Hvorfor ikke - rejsen til det underste land

Man går aldrig forgæves i teatret med Teater Hund. Kendetegnende for Teater Hunds forestillinger er deres begejstrede fortælleglæde pakket ind i en nysgerrig, legende tilgang med skæv musik, en karakteristisk, kropslig koreografi og en oftest farverig, enkel og virkningsfuld scenografi. Alt sammen uden at blive karikeret børneagtigt som i en overgearet Cartoon Network tegnefilm. Teater Hund taler aldrig ned til deres publikum. Snarere tværtimod. Og heldigvis for dét. De stiller store åbne, filosofiske spørgsmål til og om livet alt imens de danser hip hop, leger agenter, inviterer børn med op på scenen for at dekorere den med blomster, deler pebernødder ud og klæder sig ud som rotter, som tilfældet er i deres seneste forestilling.
Teater Hund beviser, at filosofi både kan være kropslig, legende og i børnehøjde.

Pressefoto fra Teater Hunds forestilling 'Hvorfor ikke - rejsen til det underste land'

Deres nyeste forestilling ’Hvorfor ikke - rejsen til det underste land’ er faktisk slet ikke ny, men en genopsætning af deres allerførste forestilling fra 2003. Den handler om tid, om skytsengle og rotter, og om at lede efter ’det underste land’. Drengen Erik har nogle meget fortravlede forældre, der skal på tidskursus i alt det de skal nå. Han skal derfor passes hos onklerne Åge og Ib, som forældrene ynder at kalde ’rotter’. De overbeskyttende onkler, Åge og Ib, har al den tid forældrene ikke har. Og tid til en lur skal der også være.

Erik er en glad nysgerrig dreng, der både spørger forældrene og onklerne om de ved, hvor Det underste land ligger. Men det er der ikke rigtig nogle, der ved, andre end ’ålen’, der dukker op i Eriks drømme og fortæller ham, at hans bedste ven bor i Det underste land. Og Erik vil naturligvis rigtig gerne finde sin bedste ven. Ålen dukker også op hos Åge og Ib, mens de sover middagslur og lokker Erik med til Det underste land. Her er temmelig kedeligt ind til Eriks skytsengel dukker op og gør Erik opmærksom på, at ’hvis man ikke prøver, så sker der aldrig noget’. Herefter sker der ting og sager, både i Det underste land, hos de forsigtige onkler og de fortravlede forældre.

Det er en skøn forestilling med nogle ’klassiske Teater Hund budskaber’ om at huske at give sig tid til at have det sjovt, ikke tage det hele så alvorligt og at det er vigtigt at være sin egen bedste ven og lytte til sig selv. Der er – som altid - knald på musikken undervejs og her flere dage efter at have set forestillingen, kan jeg stadig genkalde mig forestillingens afslutningsnummer og den løsslupne dans, som min datter og jeg endte med at ’overtage’ og danse på vej hjem fra teatret. Teater Hund har det med at gå i blodet...

Skal der snige sig et enkelt forbehold ind, er holdet bag måske en tand for ambitiøse med deres mange sceneskift på de 50 minutter. På den ene side formår holdet at integrere sceneskiftene og den enkle, mobile scenografi som en del af forestillingen, på den anden side bliver sceneskiftet en smule langstrakt, da Erik finder vej til det underste land. Men lad gå, det var ikke generende for helhedsindtrykket, der igen igen bliver til et stort rungende superbjæf herfra til Teater Hund.

Du kan se forestillingen på Anemone Teatret frem til d. 20. november.
Bestil billetter HER.

Leg er en vigtig ingrediens i kreative processer

Elsebeth Balsløw, der står bag den superinspirerende design- og arkitekturblog Rumtosset, har linket til nedenstående video på Facebook og den låner jeg straks til Legefakultetet. For John Cleese opsummerer på fineste vis legens betydning for kreative processer. Han siger det alle vi andre kun kan drømme om at blive i stand til at formulere en dag. Længe leve hans kaliber og budskab.

At se videoen fik flere brikker til at falde på plads for mig. I mit nyhedsbrev for efteråret 2011, lagt ud i mandags, reflekterer jeg over 'den tvivlende ekspert' - og om det at turde tvivle i det hele taget i vores samfund anno 2011. Vi er efterhånden så svar- og resultatorienterede at det hæmmer vores tid til at tvivle og reflektere.
John Cleese taler om åbne og lukkes modus (tilstande). At vi er kreative i vores åbne modus, men tager beslutningerne i det lukkede modus. Og at en god kreativ proces er en vekselvirkning mellem disse to tilstande. Tvivlen ligger åbenlyst i det åbne modus.

Hele teorien om åbne/lukkede modus er i øvrigt også en interessant tilgang til læring og undervisning i folkeskolen. Hvordan tilgodeser vi en undervisning der også giver plads til det åbne modus, der jo altså rummer tiden og pladsen til at tænke kreativt? Ja, det gør vi jo netop ved at turde slippe kontrollen, rumme kaos, lege mere, give os tid.

Start med at give dig tid til at se videoen her:

John Cleese - a lecture on Creativity from janalleman on Vimeo.