Interaktivt museum for børn med rødder i den digitale verden - i USA

I downtown San Francisco ligger et interaktivt, digitalt orienteret museum for børn ved navn Zeum. Godt nok skifter det navn inden længe til Childrens creativity museum og jeg synes måske, det er lidt misvisende at kalde det et museum - i min verden er det snarere et kulturhus - men idéen med at alle aktiviteter er digitalt inspirerede er fin. Man kan lave sine egne animationsfilm, indspille sange, optage musikvideoer (og klæde sig ud til anledningen), lege med special fx's, tegne på computer, redigere billeder af sig selv i photoshop, spille godt gammeldags dukketeater og så er der et rum dedikeret til digitalt inspirerede interaktive udstillinger. For bare at nævne hovedtrækkene ved museet.

Børn kan bl.a. lave deres egne animationsfilm, ligesom pigen her, der netop er blevet færdig med en figur, der skal spille hovedrollen i en lille film. Foto: Monica Langelund

Jeg fandt museet ved en tilfældig googlesøgning, på en rejse til San Francisco hvor jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt amerikanerne er nået i mødet mellem børne- og ungekultur og museumsformidling. San Francisco er en by der på mange andre områder går for at være progressiv og åben for nye impulser, gør det samme sig gældende på det børnekulturelle område?

Museet er 13 år gammelt og en stabil succes. Der var i juni 2011 premiere på den første interaktive udstilling, der er blevet til i samarbejde mellem museet og to lokale kunstnere, der arbejder med lyd, lys og design. 'Artist in residence' kalder de projektet og den første udstilling har titlen: The cosmic campout. En slags rumlejrplads. Der er stillet en række legetelte op som er forbundet af rør, væggene i rummet er dekoreret med skinnende materialer der forestiller træer, flimrende lys kastes op på væggene, der er hængt legeremedier op som børn kan tage i brug, når de leger i rummet. Ting som hjelme, trommer og forskellige rasleinstrumenter. Lyd udgør en stor del af oplevelsen i rummet.

Udstillingen er lavet af almindelige legematerialer, kombineret med kunstneriske elementer som lyd og stoflighed i form af skinnende materialer.
Foto: Monica Langelund

En konstant summende, svævende lyd, der leder tankerne hen på fremtidsfilm, danner et fast lydtapet i rummet. Rundt om i rummet er der en række platforme i forskellig højde hvorfra børn og voksne kan stille sig og tale ind i en mikrofon, der forvrænger deres stemmer med ekko. På den måde kan man stå på hver sin platform og kalde til hinanden i bedste 'Hvad drikker Møller' stil, hvor man råber ud over en dal. Det synes at være lydaspektet i udstillingen, der tiltrækker de fleste børns opmærksomhed. Og det er godt tænkt. Dét med at inddrage lyd i interaktive udstillinger. Lyd som man selv kan påvirke og lege med.


Et videoklip fra udstillingen. Husk lyd!

Hvor de andre rum på museet trods de bedste intentioner er noget institutionsprægede i deres indretning med pædagogiske anvisninger til, hvad man kan foretage sig og hvordan man i praksis gør - oftest med hjælp fra en voksen - har udstillingsrummet en anden legeværdi. Her er ingen anvisninger. Kvinden ved skranken fortæller mig, at udstillingen er populær blandt de yngste men at de ældre børn søger hen til de interaktive, digitale aktiviteter. Større børn er så hjemmevant med de digitale mediers muligheder, at de sandsynligvis springer anvisningerne over og bare prøver sig frem. Hvilket også er tanken. Man skal lege, være kreativ og have det sjovt her.

En mor og hendes datter er på rundtur i huset. De bor i San Francisco, men har ikke besøgt Zeum før, hvilket moren undrer sig lidt over, for de hygger sig ganske godt. Foto: Monica Langelund

På min runde rundt i huset bemærker jeg, at det er lidt mennesketomt på sådan en lørdag. Måske fordi solen for en gangs skyld denne sommer skinner i tågede San Francisco. Nogle engagerede mødre sidder med deres børn fordybet i kreative projekter og et bedsteforældrepar morer sig med at lave fjollede photoshop portrætter med deres børnebørn. Animationsværkstedet er dét sted, hvor der er mest aktivitet.

Voksfiguren er klar og animationsfilmen kan optages. En medarbejder har forklaret hvordan kameraudstyret fungerer og en pige prøver sig frem. Foto: Monica Langelund

Men personalet er ikke enige med mig i, at der er tomt. De synes det er en forholdsvis travl dag. Jeg noterer mig, at der sidder hele 3 ansatte og venter i musikvideorummet. De spørger glade, om jeg vil indspille en musikvideo, da jeg stikker hovedet ind til dem. Mig, alene. Jeg er alligevel lidt for genert og kommer med en undskyldning om, at jeg leder efter nogle børn, jeg kan observere. Så ender de 3 ansatte med selv at indspille en sang, pivfalsk. Hvilket får mig til at genoverveje om jeg alligevel bare skulle have sagt ja til at prøve...

Der er også plads til at holde fødselsdag og et ikke-digitalt projekt har sneget sig ind som en vinduesudstilling. Projektet har involveret besøgende skolebørn, der har lavet 'her og nu' selvportrætter i form af små syltetøjsglas, hvori de har lagt en eller flere ting der symboliserer aspekter i deres liv. 'Time in a bottle' hedder projektet, som er blevet til en hel dekorativ væg.

Den dekorative væg med de mange selvportrætter, små historier på glas.
Foto: Monica Langelund

Jeg går fra museet med en lidt blandet følelse. Måske havde jeg fået et andet indtryk hvis huset havde været fyldt med legende børn og voksne, så huset havde summet af kreativitet. Tingene får først liv, når vi indtager dem. Måske skulle jeg have været der på en hverdag midt i skoleåret. Det gør alt andet lige en forskel, når børn er kreative med andre børn. Måske er den slags huse bare ikke lige så populære som i Danmark, hvor børnekultur ikke længere er et begreb for de få, men noget næsten enhver kulturinstitution tager højde for i deres formidlingsgrundlag. Men når det er sagt, så ser jeg også museets potentiale og vilje til at møde børn på børns præmisser.

Man kan rutche ned af rutchebanen og via 'special FX-stationen' få det til at se ud som om man suser gennem det ydre rum. Men kun et enkelt barn tog en rutchetur mens jeg så på.

Amerikanerne har ikke helt samme børnesyn som vi har i Norden, men intentionerne bag museet, tiltaget med udstillingerne med kunstnerne og navneskiftet til Childrens creativity museum hvor man vil lægge vægt på kreativitet, samarbejde og kommunikation vidner om, at et nyt børnesyn også er på vej i USA, hvor man åbner op for at læring kan ske på den undersøgende legs præmisser.

Læs om museet HER.