Hvordan bevarer man den nysgerrige, undersøgende og åbne tilgang til tilværelsen, som kendetegner mange børns måde at møde verden på? Lori Deschene fra bloggen Tiny Buddha har nedskrevet 33 ideer til at genfinde sit indre barn. De er slet ikke tossede. Hun har inddelt ideerne i kategorier som learn, play, connect og share.
Copyright: www.tinybuddha.com
Her er 'Imagine' ideerne:
29. Forget what was tough about yesterday. Why dwell on that fight with your sister when you could be having fun today?
30. Change your mind easily. According to Alison Gopnik, a professor of psychology at the University of California at Berkeley, kids’ brains are extremely flexible, “so they can change what they think based on new evidence very quickly and easily.”
31. Visualize a tomorrow with endless possibilities. Not sure you can be the person you want to be? Read 10 Ways to Be the Person You Wanted to Be as a Kid.
32. Don’t take no for an answer. If there’s something you want to do, be persistent. You can make it happen!
33. Ignore something someone says if it limits you, your potential or your possibilities.
Hele artiklen '33 ways to be childlike today' kan læses HER
Tegnefestival 2011 blev den hidtil største succes i festivalens 4-årige historie og ambitionerne rækker videre frem. Historien om Tegnefestival er også historien om hårdt og vedholdende arbejde, der begynder at bære frugt på mange niveauer: både hvad angår kvantitet og kvalitet inden for tegnefaget, børne- og ungekultur og innovationstænkning.
Jeg kunne vælge at omskrive Tegnefestivals nyhedsbrev om de gode nyheder, men pressemeddelelsen er i sig selv så opløftende, at jeg bare giver ordet videre til Jannik Broz, der er leder af Billedskolen på Horsens Kunstmuseum og initiativtager til Tegnefestival:
Hundehusprojekt fra tegnefestival 2011. Læs et indlæg om projektet HER.
Tegnefestival 2011: skyhøjt niveau og ottedoblet besøgstal
Tegnefestival 2011 har netop offentliggjort nøgletallene for årets festival, og de viser, at festivalen for alvor er etableret som en seriøs landsdækkende kulturbegivenhed for børn og unge.
Otte gange så mange besøgende, omfattende pressedækning og dobbelt så mange deltagere i festivalens events vidner om, at Tegnefestival og DM i Tegning for alvor har fået fat som kulturbegivenhed.
Den øgede interesse kan blandt andet mærkes på niveauet til DM i Tegning (danmarksmesterskaberne for de 9-17 årige), som med festivalens leder Jannik Broz’ ord er blevet skræmmende højt.
Det høje niveauet fik blandt andet illustrator på dagbladet Information Ib Kjeldsmark til, at udbryde, ”Nu er det jo ikke sjovt mere, vi har voteret over 4 tegninger i hele 20 min.!”, da han i april var dommer i en af konkurrencerne ved DM i Tegning.
Det høje niveau skyldes dels, at flere deltagere og derfor også flere dygtige tegnere har lært festivalen at kende, og dels at de børn og unge, der har været med i flere år, er blevet trænet i disciplinerne.
”Tidligere kunne børnene vinde konkurrencen på at have forstået og mestre disciplinen. Nu har vi nået et niveau, hvor alle deltagere mestrer disciplinerne, og konkurrencen går på, hvor godt de mestrer den. Det hæver niveauet enormt og gør det rigtig spændende at følge,” siger leder af tegnefestivalen Jannik Broz.
Også tegneren Anders Morgenthaler, som er vært ved DM i Tegning, bemærkede det høje niveau:
”Niveauet stiger for hver gang vi holder DM, og det er tårnhøjt i år. Den dreng, der vandt Speedmanga for de yngste, var helt exceptionelt,” sagde han efter festivalen.
Tegnefestival 2011 havde i alt 11.000 besøgende og 1.136 deltagere til sine events. Dermed har festivalen nået det mål, som blev sat, da den blev sat i søen for fire år siden.
”11.000 besøgende er flot for en børnekultur- og læringsevent, og vi er særligt tilfredse med, at både deltagere og besøgende kom fra alle dele af landet,” siger Jannik Broz.
Kulturens svar på skolefodboldturneringer
2011 blev også året, hvor DM i Tegning for alvor fik fat i skoleklasserne. For første gang var der helt udsolgt til skole mod skolekampene, hvor klasser fra folkeskoler, efterskoler og gymnasier dyster i disciplinerne fra DM i Tegning.
Billedkunstlærerne gav efter konkurrencen udtryk for at skole mod skolekampene giver dem nye muligheder i undervisningen:
”Normalt er tegning og kunst meget individuelt og noget man sidder med for sig selv. Det betyder rigtig meget for faget, at eleverne får mulighed for at dyrke det som en holdsport. Det giver gejst,” sagde Bonnie Bay Andersen fra Århus Amtsgymnasium
”Det har været en supergod oplevelse at være med. Det har været skønt at se, hvordan eleverne har udviklet en tegneidentitet under forberedelserne til konkurrencen, og de har givet alt hvad de har i dag,” sagde Anette Ørskov, tegnelærer for eleverne på Buskelund Skole.
”Vi troede ikke, at vi var konkurrencemennesker, men det viste sig, at vi var det alligevel, da konkurrencen gik i gang,” sagde billedkunstlærerne Charlotte Clausen og Marianne Piil fra Billehave efterskole.
Om Tegnefestival
Tegnefestival er hvert forår en hel uges tegnerier i Horsens. Der er tegneevents og konkurrencer for børn og unge, og det hele afsluttes med det store DM i Tegning for 9-17 årige. Tegnefestival arrangerer også DM On Tour, hvor tegneshows bringes ud til hele landet - i år med shows København, Herning og Horsens. Arrangør er Billedskolen på Horsens Kunstmuseum, i samarbejde med Horsens Kunstmuseum. Eventens største støtter er Bikubenfonden og Horsens Kommune, og derudover samarbejdes der med flere videregående uddannelser og danske designvirksomheder.
Arbejdet med Tegnefestival forsætter i 2012. Målet er at fortsætte med at udvide og udvikle med flere events og konkurrencer og flere samarbejdspartnere.
Med Venlig hilsen
Jannik Broz
Leder af Tegnefestival
I downtown San Francisco ligger et interaktivt, digitalt orienteret museum for børn ved navn Zeum. Godt nok skifter det navn inden længe til Childrens creativity museum og jeg synes måske, det er lidt misvisende at kalde det et museum - i min verden er det snarere et kulturhus - men idéen med at alle aktiviteter er digitalt inspirerede er fin. Man kan lave sine egne animationsfilm, indspille sange, optage musikvideoer (og klæde sig ud til anledningen), lege med special fx's, tegne på computer, redigere billeder af sig selv i photoshop, spille godt gammeldags dukketeater og så er der et rum dedikeret til digitalt inspirerede interaktive udstillinger. For bare at nævne hovedtrækkene ved museet.
Børn kan bl.a. lave deres egne animationsfilm, ligesom pigen her, der netop er blevet færdig med en figur, der skal spille hovedrollen i en lille film. Foto: Monica Langelund
Jeg fandt museet ved en tilfældig googlesøgning, på en rejse til San Francisco hvor jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt amerikanerne er nået i mødet mellem børne- og ungekultur og museumsformidling. San Francisco er en by der på mange andre områder går for at være progressiv og åben for nye impulser, gør det samme sig gældende på det børnekulturelle område?
Museet er 13 år gammelt og en stabil succes. Der var i juni 2011 premiere på den første interaktive udstilling, der er blevet til i samarbejde mellem museet og to lokale kunstnere, der arbejder med lyd, lys og design. 'Artist in residence' kalder de projektet og den første udstilling har titlen: The cosmic campout. En slags rumlejrplads. Der er stillet en række legetelte op som er forbundet af rør, væggene i rummet er dekoreret med skinnende materialer der forestiller træer, flimrende lys kastes op på væggene, der er hængt legeremedier op som børn kan tage i brug, når de leger i rummet. Ting som hjelme, trommer og forskellige rasleinstrumenter. Lyd udgør en stor del af oplevelsen i rummet.
Udstillingen er lavet af almindelige legematerialer, kombineret med kunstneriske elementer som lyd og stoflighed i form af skinnende materialer.
Foto: Monica Langelund
En konstant summende, svævende lyd, der leder tankerne hen på fremtidsfilm, danner et fast lydtapet i rummet. Rundt om i rummet er der en række platforme i forskellig højde hvorfra børn og voksne kan stille sig og tale ind i en mikrofon, der forvrænger deres stemmer med ekko. På den måde kan man stå på hver sin platform og kalde til hinanden i bedste 'Hvad drikker Møller' stil, hvor man råber ud over en dal. Det synes at være lydaspektet i udstillingen, der tiltrækker de fleste børns opmærksomhed. Og det er godt tænkt. Dét med at inddrage lyd i interaktive udstillinger. Lyd som man selv kan påvirke og lege med.
Et videoklip fra udstillingen. Husk lyd!
Hvor de andre rum på museet trods de bedste intentioner er noget institutionsprægede i deres indretning med pædagogiske anvisninger til, hvad man kan foretage sig og hvordan man i praksis gør - oftest med hjælp fra en voksen - har udstillingsrummet en anden legeværdi. Her er ingen anvisninger. Kvinden ved skranken fortæller mig, at udstillingen er populær blandt de yngste men at de ældre børn søger hen til de interaktive, digitale aktiviteter. Større børn er så hjemmevant med de digitale mediers muligheder, at de sandsynligvis springer anvisningerne over og bare prøver sig frem. Hvilket også er tanken. Man skal lege, være kreativ og have det sjovt her.
En mor og hendes datter er på rundtur i huset. De bor i San Francisco, men har ikke besøgt Zeum før, hvilket moren undrer sig lidt over, for de hygger sig ganske godt. Foto: Monica Langelund
På min runde rundt i huset bemærker jeg, at det er lidt mennesketomt på sådan en lørdag. Måske fordi solen for en gangs skyld denne sommer skinner i tågede San Francisco. Nogle engagerede mødre sidder med deres børn fordybet i kreative projekter og et bedsteforældrepar morer sig med at lave fjollede photoshop portrætter med deres børnebørn. Animationsværkstedet er dét sted, hvor der er mest aktivitet.
Voksfiguren er klar og animationsfilmen kan optages. En medarbejder har forklaret hvordan kameraudstyret fungerer og en pige prøver sig frem. Foto: Monica Langelund
Men personalet er ikke enige med mig i, at der er tomt. De synes det er en forholdsvis travl dag. Jeg noterer mig, at der sidder hele 3 ansatte og venter i musikvideorummet. De spørger glade, om jeg vil indspille en musikvideo, da jeg stikker hovedet ind til dem. Mig, alene. Jeg er alligevel lidt for genert og kommer med en undskyldning om, at jeg leder efter nogle børn, jeg kan observere. Så ender de 3 ansatte med selv at indspille en sang, pivfalsk. Hvilket får mig til at genoverveje om jeg alligevel bare skulle have sagt ja til at prøve...
Der er også plads til at holde fødselsdag og et ikke-digitalt projekt har sneget sig ind som en vinduesudstilling. Projektet har involveret besøgende skolebørn, der har lavet 'her og nu' selvportrætter i form af små syltetøjsglas, hvori de har lagt en eller flere ting der symboliserer aspekter i deres liv. 'Time in a bottle' hedder projektet,
som er blevet til en hel dekorativ væg.
Den dekorative væg med de mange selvportrætter, små historier på glas.
Foto: Monica Langelund
Jeg går fra museet med en lidt blandet følelse. Måske havde jeg fået et andet indtryk hvis huset havde været fyldt med legende børn og voksne, så huset havde summet af kreativitet. Tingene får først liv, når vi indtager dem. Måske skulle jeg have været der på en hverdag midt i skoleåret. Det gør alt andet lige en forskel, når børn er kreative med andre børn. Måske er den slags huse bare ikke lige så populære som i Danmark, hvor børnekultur ikke længere er et begreb for de få, men noget næsten enhver kulturinstitution tager højde for i deres formidlingsgrundlag. Men når det er sagt, så ser jeg også museets potentiale og vilje til at møde børn på børns præmisser.
Man kan rutche ned af rutchebanen og via 'special FX-stationen' få det til at se ud som om man suser gennem det ydre rum. Men kun et enkelt barn tog en rutchetur mens jeg så på.
Amerikanerne har ikke helt samme børnesyn som vi har i Norden, men intentionerne bag museet, tiltaget med udstillingerne med kunstnerne og navneskiftet til Childrens creativity museum hvor man vil lægge vægt på kreativitet, samarbejde og kommunikation vidner om, at et nyt børnesyn også er på vej i USA, hvor man åbner op for at læring kan ske på den undersøgende legs præmisser.
Læs om museet HER.
Jeg er faldet over en DIY (Do it yourself) bog med projekter, man kan lave med børn i forskellige aldre. Enten derhjemme, i børnehaven, skolen eller på fritidshjemmet. Det er ellers ikke en af den slags bøger, jeg plejer at omtale her på bloggen, men Kid Made Modern fangede min opmærksomhed, fordi den tager udgangspunkt i en række modernistiske kunstnere fra tiden omkring 1950'erne: Alexander Calder, Charles og Ray Eames, Verner Panton og Paul Rand for at nævne nogle af de mest kendte medvirkende navne i bogen. Idéen er at lade sig inspirere af kunstnernes moderne, grafiske udtryk og bearbejde det i andre udtryk og materialer. På måder der appellerer til børn.
Det er en grafisk, indbydende og farverig bog med lækre fotos. Nem at gå til, med både store og små projekter. Der er projekter med at flette bælter i tape (et yndet materiale i bogen), klippe farverige cirkler og sætte på rislamper, lave dekorative gardiner i papirclips og karton, dekorere brune papirsposer, bygge huse ud af papkasser, lave grafiske kartoffeltryk og meget mere.
Og så er der udviklet en hjemmeside til bogen, hvor man kan downloade skabeloner, se videoer og bestille bogen. Hjemmesiden kommer du til ved at trykke HER.
Nedenfor finder du et udpluk af billeder fra bogen og en video fra hjemmesiden.
Bogen kan du købe HER (udgivet på engelsk, men kan købes på Saxo).
Bloggen her har ligget stille over sommeren og det er tid til en statusupdate og et nyhedsbrev. Pausen har bragt mig vidt omkring i mine refleksioner om bloggens indhold: leg! Jeg tror, vi er på vej ind i en tid, hvor vi vil skelne mindre og mindre mellem, hvad børn og voksne betragter som leg. Vi har dét til fælles, at vi har lyst til at lege, og vi lever i en tid og en verden, hvor det mere end nogensinde før er tilladt at lege. Legen er i følge hjerneforsker Stuart Brown dybest set formålsløs og vi glemmer os selv når vi er i den legende tilstand. Legen er desuden selvmotiverende og vi får lyst til at gentage legen, hvis den var sjov.
Vi har fået større forståelse for børns egen legekultur, hvor leg ikke udelukkende betragtes i et udviklingspsykologisk perspektiv, men hvor vi ser de æstetiske kvaliteter i legen. Vi forstår bedre, at børn leger for at lege. Fordi de ikke kan lade være. Ikke fordi de tænker, de vil udvikle sig og blive kompetente voksne. Og jeg ser denne forståelse som en særlig skandinavisk kvalitet, vi skal eksportere. Det vender jeg tilbage til. Samtidig har den globale finanskrise medvirket til at sætte fokus på de nære værdier, der ikke nødvendigvis ruinerer os økonomisk. Finanskrisen har tilmed sendt mange af os ud i stress, depression, modløshed og angst for fremtiden. Vi forsøger at genfinde glæde og ro i nu’et via løb, yoga, meditation, selvransagelse og andre helende aktiviteter. Gode intentioner, men personligt tror jeg den direkte vej til større glæde går via legen. Det ses bl.a i et projekt som ’swingsetting’ med støtte fra The Awesome Foundation, hvor man har sat gynger op på uventede steder i landskabet i Los Angeles for at skabe mere glæde i hverdagen for både store og små. Instant play, får jeg lyst til at kalde det.
Gyngeprojektet i Los Angeles
I Japan anerkender man legen og legepladsernes betydning for at genopbygge både børn og lokalområder i de jordskælvsramte områder. Og under hjemlige himmelstrøg bed jeg på min ferie i Jylland mærke i området omkring ’Strandbaren i Ebeltoft’, hvor en slags Open Air fitness er blevet etableret. Der er ikke rigtig nogle instruktioner til maskinerne, det er bare om at prøve, eller lege, sig frem – hvilket mine unger gjorde, med et alternativt fitnessresultat til følge. Tendensen er klar: Vi skal have det sjovt med det, vi laver. Vi skal huske at lege og ikke hele tiden være så alvorlige. Det synes at være en evig udfordring i en ikke altid sprudlende hverdag, også for en legekulturformidler som mig. 
Ebeltoft Strandpark med open air fitness. Til stor fornøjelse for nogle børn, der legede sig til en meningsfuld fitnessoplevelse. Foto: Monica LangelundEt par af mine personlige legehøjdepunkter i ferien var at spille badminton, bordtennis og bob med min familie (3 ting jeg i øvrigt elskede at spille som barn, nogle ting ændrer sig ikke). Jeg genfandt også tiden til at læse skønlitteratur (og ja, ifølge hjerne- og legeforsker Stuart Brown, der beskriver leg som en tilstand fremfor en aktivitet, så er det at læse også en legende tilstand for nogle af os). Og så var jeg i Barcelona og San Francisco (og igen refererer jeg til Stuart Brown, der betragter det at være en ’explorer’, en opdagelsesrejsende, som en fysisk eller mentalt legende tilstand, hvilket forklarer hvorfor så mange af os elsker at rejse).
Hvad var dine legehøjdepunkter?Hvis du vil læse mere om Stuart Browns i øvrigt ikke forskningsmæssige dokumenterede, men stadig interessante legekategorier, så køb hans bog Play HER. Forskningsmæssigt er vi i Norden langt fremme på det område, der dækker børnekultur og børns legekultur (som er en anden tilgang til leg end den Stuart Brown repræsenterer som hjerneforsker). Vi forstår betydningen af, at børn har deres egen kultur og at dét der definerer dén kultur bl.a er deres leg, for her bestemmer de selv. Og det respekterer vi. Vi skaber kulturoplevelser ikke bare for og med, men også af børn (- og unge for den sags skyld). Vi forstår, at det ikke kun handler om at fylde på børnene, men at de skal have lov til selv at udtrykke sig. Og at en måde at udtrykke sig på er via legen.Personligt er jeg optaget af at undersøge mulighederne for at trække børns legekultur ind i undervisningskulturelle rammer. Altså at se deres egen kultur som en ressource i undervisningssammenhæng. Jeg har tidligere skrevet om det i et indlæg knyttet til et interaktivt udstillingsprojekt, hvor en 2. klasse kunne interagere med den udstillede kunstner på fælles legende præmisser. (Indlægget kan læses HER). Og jeg færdiggjorde min masterafhandling i foråret, hvor jeg havde held med at bevise, at det KAN lade sig gøre at forene børns kropslige legekultur med en undervisningssituation. Det bliver nemt mere kaotisk, men åbner samtidig for at se nye læringsressourcer hos børnene. Måske især hos de meget kropslige små drenge, der kommer direkte fra børnehavens mere frie rammer og knalder hovedet ned i bordet i skolen i bar afmagt over, at skulle sidde så stille så længe ad gangen. Det sker med fare for at afskære dem fra en af deres vigtigste måder at kommunikere på: nemlig via deres kropslige legekultur. Vejen til at opdage og inddrage disse ressourcer går via en bedre forståelse for, hvad børns legekultur egentlig indebærer. Da jeg her i juli var i San Francisco for at færdiggøre et kursus i en kunstformidlingsmetode, jeg har fulgt de sidste par år, viste flere af mine medkursister interesse for det med leg i undervisningssammenhæng (de var alle lærere eller skoleledere). Altså leg forstået som enten en tilstand eller en 'æstetisk kulturel udtryksform' mere end en pædagogisk, struktureret læringsproces planlagt af læreren.
Mit masterstudie viste, at børn på 5-6 år gerne tager hele kroppen i brug for at udtrykke, hvad de ser fx. i et billede. Her er en dreng ved at demonstrere, hvordan en mand på et ben kommer fremad.
Amerikanernes skolesystem er væsentlig mere testorienteret end vores og med et noget andet læringssyn og syn på børn end det danske skolesystem. Men vores ændrede opmærksomhed på legens betydning er global og jeg tror, vi i de kommende år vil se nogle endnu mere markante tendenser til, at legen vinder indpas i både vores uddannelses, arbejds- og privatliv og også i kunsten. Det sås bl.a. i en udstilling med Fredrik Raddum på ARoS i juli, hvor et nedstyrtet fly samtidig fungerede som rutchebane for mindre børn.
Norske Fredrik Raddums nedstyrtede flyvemaskine på ARoS 2011. Foto: Monica Langelund
Jeg er muligvis supernaiv i en tid, hvor vi samtidig bevæger os mod en i stigende grad amerikansk inspireret testkultur i uddannelsesystemet herhjemme, men jeg beholder de optimistiske briller på og klapper i mine hænder i begejstring over legens fantastiske potentiale. Rigtig god skole-, uddannelses- og arbejdsstart til Legefakultets læsere.
Copyright: www.tinybuddha.com
