Årets Tegnefestival 2011 blev afholdt i strålende solskin på Horsens Kunstmuseum i sidste uge. Festivalen var velbesøgt ugen igennem og sluttede af med den store finale ’DM i tegning’. Festivalen er et visionært og ambitiøst tiltag inden for krydsfeltet mellem visuel kultur, talentudvikling og børne- og ungekultur.
I løbet af ugen blev der afholdt en række workshops, hvor lokale skoler deltog. En af disse workshops var det store Hundehus-projekt, som Lars Villumsen, underviser på Den Skandinaviske Designhøjskole og stifter af designvirksomheden Superko, stod bag.
Ideen var enkel: Tre 7. klasser fra en folkeskole i Horsens var inviteret til designe et hundehus til kabelskjuler-hunden Woofy fra Normann Copenhagen (Tegnefestival har et tilbagevendende samarbejde med Normann Copenhagen).
Normann Copenhagens kabelskjulerhund Woofy.
Eleverne fik en skabelon af Woofy og et idéoplæg til et hundehus, som det dog ikke var alle grupper der benyttede. Og så havde de ellers pap og tape i farverne sort, blå og orange stillet til rådighed.
Kun fantasien satte grænser og eleverne fik af vide, at det ikke kunne blive vildt eller skævt nok. Kodeordene har åbenlyst været: samarbejde, kreativitet, idéudvikling og leg. Og der er leget med både form, fortælling og udtryk. Se bare de fine resultater nedenfor.
På den store festival-finaledag om lørdagen stod alle hundehusene ude i parken foran museet og tiltrak opmærksomhed.
Fotos: André Vallinas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar